Afskaf bureaukratiet

Afskaf bureaukratiet med færre regler

Når et ministerium vedtager en ny regel, fører det et hav papirarbejde med sig ude i kommunerne.

AF Mette Wier og Lene Holm Pedersen

Mange kommuner har i øjeblikket travlt med at analysere arbejdsgangene i deres organisation. Målet er at få bedst og mest service til borgerne for skattekronerne. Og når kommunerne kigger deres arbejdsgange grundigt efter i sømmene, viser det sig ofte, at selv ganske simple regler skaber omfattende administrative rutiner. Gennem mange år har der været stærk kritik af, at regelmængden er blevet for stor, og at statens regulering af kommunerne er blevet for omfangsrig.

Fokus, Forum for Kvalitet og Udvikling i Offentlig Service, har undersøgt, hvilke sagsgange der er forbundet selv med simple reguleringer, og hvor store de samfundsmæssige omkostninger ved sådanne reguleringer er. Lad os tage et konkret eksempel: Når en borger smider sit sundhedskort, altså det gule sygesikringskort, væk, skal han betale 170 kroner for at få et nyt. Målet med gebyret er at ’’opdrage’’ borgeren til at passe bedre på sit sygesikringskort.

Men selve inddrivelsen af gebyret koster en masse penge og besvær –– både for borgeren og for det lokale kommunekontor. Det koster cirka 13 kroner at producere et nyt sundhedskort, men det koster op mod 50 kroner for kommunen at opkræve gebyret, viser Fokus’’ analyse. Det viser sig nemlig, at en ret simpel central regulering –– gebyr på sundhedskort –– medfører en overraskende kompliceret proces lokalt. Der er en lang række arbejdsgange for medarbejderen i den kommunale forvaltning: Hun skal modtage ansøgning om nyt sundhedskort –– per brev, telefon eller digitalt.

Derefter skal hun oplyse borgeren om klageadgang per brev. Senere skal hun registrere, om gebyret er betalt, og hvis det ikke er tilfældet, skal hun sende en rykker ud og kontrollere, om gebyret bliver betalt efterfølgende. Hvis borgeren vælger at klage over gebyret, skal hun også behandle en klage, hvilket medfører en række nye procedurer. Alt dette kræver selvfølgelig bemanding på kommunen og en del besvær for borgeren. Han skal indsende ansøgning, sætte sig ind i reglerne, indbetale gebyret osv. Der er kun meget begrænset politisk opmærksomhed omkring gebyret, men det medfører altså en række omstændelige og dyre arbejdsgange lokalt.

Spørgsmålet er, om alle de bureaukratiske procedurer står mål med den opdragende effekt, som politikerne ville opnå ved at indføre gebyret? Hvad koster det borgeren at ’’blive opdraget’’ til ikke at smide sit sundhedskort væk? Og hvor meget betaler de borgere, der ikke smider deres sundhedskort væk, for de andre borgeres opdragelse?

Eksemplet med gebyrer på sundhedskort er ikke enestående. Faktisk er det helt normalt, at den slags simple regler, som virker helt ukomplicerede, ender med at udløse en hel masse undtagelser, kontrolrutiner osv.

Gebyret på sundhedskort blev indført i 1990, men over årene er der kommet stadig flere undtagelser om tilfælde, hvor gebyret ikke skal betales. Gebyret skal for eksempel ikke betales, når et nyfødt barn skal have sit første sundhedskort, når en ung mand skal aftjene sin værnepligt, hvis man flytter, gifter sig til et nyt navn –– eller hvis kortet går i stykker, når det er mere end 4 år gammelt.

Og borgeren kan naturligvis klage, hvis han bliver bedt om at betale et gebyr, som han ikke mener, at han skal betale. Alle disse undtagelser og klagemuligheder medfører ekstra arbejde og bureaukrati på kommunekontoret. Rundt om i kommunerne gøres der i disse år en kæmpeindsats for at afbureaukratisere. Med sloganer som ’’Væk med bøvlet’’, ’’Mere tid til velfærd’’ og ’’Klag over dumme regler og besværlige arbejdsgange’’ gør kommunerne en ihærdig indsats for at komme dyrt og overflødigt papirnusseri til livs.

Folketinget har også fokus på problemet og har det seneste par år vedtaget flere love og planer, som skal støtte de offentlige myndigheder i kampen mod indviklede administrative arbejdsgange. Seneste skud på stammen er regeringens afbureaukratiseringsplan, som blev lanceret sidste efterår.

Problemet er bare, at denne indsats i sig selv hurtigt bliver bureaukratisk. Kommunerne har ret til at udfordre bureaukratiet via den såkaldte udfordringsret. Her kan de på forsøgsbasis blive fritaget for regler, som de anser for at være særligt snærende.

Men udfordringsretten skaber i sig selv en procedure, hvor ansøgninger skal skrives og behandles, og forsøgene efterfølgende skal vurderes og evalueres. Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at mere end 80 kommuner hver for sig har udarbejdet ansøgninger om at få lov at forenkle elevplanerne i folkeskolen. De vil typisk gerne forsøge sig med at lave elevplaner, som ikke omtaler alle fag.

Bureaukratiet omkring elevplanerne har været kritiseret i årevis, og eftersom lovgivningen er udformet centralt, burde det også være ret enkelt at forenkle den centralt. Og så kunne 80 kommuner slippe for alt papirarbejdet med at skrive stort set enslydende ansøgninger.

Det er også i denne sammenhæng tydeligt, at forebyggelse er bedre end helbredelse. Regeringens afbureaukratiseringprogram indeholder da også elementer af forebyggelse. For eksempel skal al ny lovgivning vurderes i forhold til dens administrative konsekvenser, inden den vedtages. I øjeblikket vurderer man, hvilke administrative konsekvenser ny lovgivning har for virksomheder og kommuner. Oven i det kunne man også medregne borgernes omkostninger og besvær ved at blive reguleret. For eksempel når de skal bruge tid og kræfter på at udfylde formularer for at betale gebyr på et sundhedskort. Men det, der virkelig mangler, er, at politikerne afstår fra at vedtage regler, som virker snærende –– og selv rydder op, når det er sket.

Ressource: http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1090272/afskaf-bureaukratiet-med-faerre-regler-

Offentliggjort: Oct 21, 2010 6:43 PM

© POLITIKEN.dk